Skoledagen på GE

4/24/2019 Skrevet af: Katrine Galsgaard, Victoria Rasmussen og Cecilie Mathiesen Hverdagen

Skoledagen varer typisk fra klokken 8:00 til 16:30, men starter allerede fra klokken 7 med en morgentur og morgenmad.

Klokken 8 mødes vi hver morgen i vores foredragssal, hvor der hver dag vil være et nyt emne en af vores lærere fortæller os om. Hver torsdag har vi fællessang. Vores musiklærere har forberedt nogle sange, hvor de spiller og vi synger.

Morgensamling slutter 8:30, hvor hver klasse går i et lokale og første time begynder. Fra kl 10:00 til 10:30 har vi pause, hvor køkkenpersonalet har forberedt nogle boller sammen med noget frugt.

Klokken 10:30 går vi til næste time i hver klasselokale, hvorefter der er frokost kl 12:00. Frokost slutter 12:30, hvorefter vi har pause til kl 13:00, hvor næste time begynder.

Klokken 14:30 er der igen pause med boller og frugt, som man må tage af. Klokken 15:00 begynder næste og sidste time, hvor der er linjefag mandag, tirsdag og onsdag. Torsdag ligger linjefagsblokken nemlig kl 10:30.

Tirsdag og torsdag er der rengøring på eget værelse og gang lige efter frokost. Tirsdag efter rengøring holder lærerne et personalemøde, som var fra klokken 13:15 til 15:00, hvor timen begynder igen. Alle elever har fri under personalemødet. Torsdag efter rengøring har vi kontaktgruppemøde.

Onsdag og torsdag er der tysk for dem, som har tilmeldt sig det. Hvis man ikke har tilmeldt sig et tyskhold, har man fritime. Det samme gælder fysiktimerne for 10.klasserne, som ligger fra 10:30 til 12 hver mandag og fredag. De andre klasser har en anden time i det tidsrum.

Alle elever møder hver tirsdag klokken 10:30 til fællesidræt, hvor alle elever bliver rystet lidt sammen.

Hver fredag fra klokken 14:40 til 15:10 er der fællesmøde i foredragssalen, hvorefter vi går på weekend.